Historien om SuperBrugsen

Idéen om en andelsforening startede i England i 1844. 22 år efter åbnede den første brugsforening i Thisted, og den var afsæt til den virksomhed, vi i dag kender som Coop. Værdien i fællesskabet har altid været vores grundpille. Set i bakspejlet har det været en spændende rejse med mange kampe og højdepunkter, men det er fremtiden, der driver os. Præcis som det altid har været.

1844
De første andelsforeninger etableres i England. Det var væverne i Rochdale nord for Manchester, der i 1844 fik den idé at slutte sig sammen i en forening for at købe sukker, smør og mel til fordelagtige priser.

1866
H.C. Sonne bliver grebet af andelstanken, fordi han kan se, den kan forbedre vilkårene for de fattige samfundsklasser. Han stifter derfor Danmarks første brugsforening.

1896
Behovet for samarbejde mellem butikkerne vokser, og den 1. januar bliver FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger etableret. Uddeler, Severin Jørgensen, går ind i arbejdet med etableringen af fabrikker, der skal producere til butikkerne.

1929
FDB’s centrallaboratorium bliver oprettet, hvilket rykker FDB frem i forreste række, hvad angår tekniske og hygiejniske fremskridt. 

1932 
Dyrevelfærd indgår i FDB’s forretningspolitik. 

1947
FDB’s bestyrelse beslutter at tage navnet ”Brugsen” officielt i brug som butiksnavn.

1949
Den første selvbetjeningsbutik åbner i Esbjerg. 

1958
Brugsen får nyt logo. 

1963
FDB’s hovedkontor på Roskildevej i Albertslund står klart. Det bliver til Coops hovedkontor, som er blevet udpeget som nationalt industriminde af kulturarvsstyrelsen.

1981
Året for den spæde start inden for økologi, og de første økologiske varer i butikkerne. Gulerødderne kom fra Svanholm, der stadig leverer til Coop.

1991
SuperBrugsen bliver etableret og er fra starten Danmarks største supermarkedskæde med flere end 300 butikker over hele landet. Det er Brugsens største butikker, som bliver til den nye kæde.

1993
SuperBrugsen sætter prisen på økologiske varer ned, og der kommer for alvor skred i salget af økologiske varer. Vejen bliver lagt for den udvikling, der har gjort Danmark til et foregangsland inden for økologi.

2002
For at øge konkurrenceevnen samles danske, svenske og norske brugsforeninger i Coop Norden. Forening og forretning bliver adskilt, og butikkerne bliver nu drevet i det nye selskab Coop Danmark A/S, der er et datterselskab i Coop Norden.

2006
Fremgangen fortsætter, og SuperBrugsen opnår det tredje bedste resultat i kædens historie. Der investeres mange penge i at modernisere butiksnettet. SuperBrugsen introducerer varemærket Änglamark’, der er en ansvarlighedsserie med økologi, miljø- og allergivenlige produkter.

2008
De danske butikker i Coop Danmark bliver igen 100% danskejet med FDB som eneejer. I dag er Coop Danmark en af de største virksomheder i Danmark, målt på omsætning og antal arbejdspladser.